Glemt alt, hvad du ved om at købe tøj i dag. I fremtiden skal du ikke længere selv ud i den fysiske butik og stå i kø sammen med alle de andre – og du skal ikke bruge evigheder i en webshop med enormt udvalg for at finde ud af, hvad du faktisk skal have på til den der fest.
I stedet har du en stylist, der en gang om måneden sørger for at finde nyt tøj til dig.
Det er konceptet bag flere nye tjenester, herunder The Cloakroom til mænd og Vigga til børn (sidstnævnte tillader garderoben at vokse med barnet på abonnement, således at forældrene ikke køber store arsenaler af børnetøj blot for at se, hvordan de er ubrugelige et par måneder efter, fordi barnet vokser).
Abonnementstjenester fungerer typisk på den måde, at du som kunde tegner et abonnement, hvorefter du en gang om måneden eller hver anden måned får tilsendt nyt tøj. I den kasse du får kan du så sende det tøj tilbage, du ikke synes så godt om. Herefter trækkes pengene for det tøj, du rent faktisk har valgt at købe.
Det er simpelt og smart – især for dig, der ikke synes indkøb af tøj er særligt spændende eller dig, der ikke mener at have kompetencerne til selv at sammensætte et ordentligt outfit. Ikke overraskende er mange af kunderne til disse tjenester mænd.
Findes til enkeltstående køb
Konceptet er ikke nyt.
I flere år har det været muligt at tegne abonnement på enkelte dele af din garderobe – som boxershorts (her) eller barberblade (her). Idéen er, at du får en frisk pakke med nye underbukser eller metalskrabere cirka, når firmaet ved, at nu er det ved at være tid igen.
De nye firmaer tager blot hele konceptet skridtet længere og sørger nu for, at det er hele din garderobe, der en gang om måneden eller hver anden måned får en fornyelse.
Trenden kommer fra USA, hvor bl.a. Dollar Shave Club (videoen herunder) har gjort det populært at benytte sig af abonnementstjenester også inden for små fysiske ting:
Alle skifter ikke over
Betyder det så, at alle i fremtiden har en stylist og at tøjbutikkerne derfor må dreje nøglen om til fordel for de grossister, der arbejder med stylistvirksomhederne?
Næppe.
Det er stadig en forholdsvis lille del af befolkningen, der ikke ønsker at bruge tid på selv at finde deres tøj og som har råd til at købe så pænt tøj en gang eller to om måneden. Disse tjenester er ikke meget værd, hvis tøjbudgettet er et par hundrede kroner om måneden – og det er det stadig for rigtigt mange danskere. Derfor vil vi fortsat se mange selv bruge tid ude i tøjbutikken eller på webshoppen for at finde lige netop det stykke tøj, der passer deres stil.
For alle os andre, der ikke magter at shoppe tøj på den måde (og som ikke kan sætte bukser og skjorte sammen uden at det ligner en katastrofe) er det nye tjenester særdeles velkomne!
Børnetjeneste godt for miljøet
Kaster vi lige hurtigt blikket på børnetøjstjenesterne, hvor du i stedet for at købe tøj til din purk løbende kan udskifte som barnet bliver ældre, er der også en miljømæssig fordel at hente.
Du har mulighed for at reducere dit såkaldte “carbon footprint” med 80 % ved ikke at købe nyt og smide ud hele tiden, men i stedet for dele med andre som barnet bliver ældre. Det er godt både for miljøet, for din pengepung og det afhjælper den stress der kan følge af hele tiden at skulle finde det nye tøj til et barn, der om nogle måneder alligevel er vokset fra det igen.
Når tøjet så er for småt sender du det blot tilbage – og en anden person vil nu få glæde af det i stedet for.
Skriv et svar