Først går man så grueligt meget i gennem for at finde den eneste ene og når det endelig lykkes, så starter en helt ny kamp, som de færreste nok er forberedt på. Det virkelige liv er desværre ikke helt som i eventyrene, hvor prinsen og prinsessen får hinanden og lever lykkeligt sammen til deres dages ende.
Der er gode tider og dårligere tider i et hvert parforhold. I den spæde start tid gør forelskelsen alting både lettere og sjovere. Selv den mest stormende forelskelse varer kun i en begrænset periode. Den forblændelse og passion man føler i de første måneder, fordamper i alle forhold og afløses af nye dybere følelser, der helst skal rumme en stor kærlighed og omsorg for hinanden, hvis parforholdet skal bevares.
Det er en helt naturlig udvikling, at man kommer ned fra de lyserøde skyer en dag, men den kan godt være svær at håndtere for mange. Glæden ved det, der er, skal helst overskygge savnet ved det, der var. Stil derfor ikke urimelige krav til parforholdet og hinanden, men vær opmærksom på, at den løbende ændring og udvikling der sker, både er helt almindelig og ikke altid lige nem at tackle.
Hvordan holder man liv i forholdet?
Der er skrevet en masse om, hvordan man holder liv i parforholdet. Det er naturligvis meget individuelt, hvad der skal til for at holde liv i gnisten og bevare passionen i mange år. Det væsentligste for alle er, at acceptere fuldt ud, at der kræves en indsats af begge to. Ingen får noget foræret, heller ikke de par, der virker allermest harmoniske. Alle må indgå kompromisser og yde noget, hvis parfoldet skal være levende og spændende.
Når hverdagen rammer,er det vigtigt at gøre noget aktivt, for at se hinanden. Det lyder lidt banalt, men ikke desto mindre kniber det tit med at se det, som var så spændende i begyndelsen, hvor man bare ikke kunne få nok af hinanden. Bliv ved med at gøre kur og forsøge at score hinanden. Den bekræftelse, der ligge i, at blive både set og hørt, er præcis den som flertallet ender med at savne helt forfærdeligt.
Selvom det kan føles lidt fjollet, så sørg for at gøre nogle af de ting med hinanden hele livet, som var så nemme og naturlige i forelskelsen (se de mange websites med forslag til gode ideer). Skriv små kærlige beskeder. Vær generøs med komplimenter. Køb blomster og betænksomme gaver. Inviter din partner på en rigtig romantisk datenight, – i biografen, til koncert eller ud og spise. Den slags kærlig opmærksomhed vokser man aldrig fra, men vil altid glædes ved at modtage.
Få mere passion i hverdagens parforhold
Der skal slet ikke så meget til i den almindelige hverdag, hvis parforholdet skal dø eller blomstre. Det bedste og mest krævende i forholdet sker, når to bliver til flere og man stifter familie. Her kan man godt komme til at glemme hinanden lidt i hverdagens mange praktiske gøremål med børn, arbejde og husholdning. Husk, at ungerne tager ikke skade af at blive passet af andre en gang i mellem. De har det faktisk bedst, hvis deres forældre er glade og har tid til at pleje deres parforhold. Prioriter derfor kærestetid, uanset hvor trætte og travle I er.
Mange tror fejlagtigt, at det kræver store armbevægelser, hvis man skal leve passioneret med hinanden. Den tryghed, som danner grundlaget i et stabilt parforhold, har stor værdi og skal faktisk helst ikke udfordres, men den må bare aldrig blive taget for givet eller gå hen og blive kedelig. Se ikke passion som et spændende alternativ til tryghed, det er ikke enten eller, men noget der skal gå hånd i hånd, så de to følelser styrker hinanden.
Skriv et svar